Det tænkte hjem med et fireårigt barn, der bliver uroligt ved sengetid

I den første hypotetiske familie elsker et fireårigt barn fortællinger om magiske dyr, men bliver uroligt ved mørke og voldsomme billeder. Familien vælger derfor en enkelt enhjørning med et roligt kropssprog frem for en kampscene. Begrænsningen er ikke manglende interesse for fantasi, men behovet for, at sovepladsen føles tryg.

Her vejer barnets reaktion på billedet tungere end væsnets navn. En enhjørning med skarpt horn, blottede tænder og mørke skygger kan virke mere truende end en rund, sovende drage. De voksne kan vise barnet et par konkrete billeder i dagtimerne og lægge mærke til, hvilke detaljer barnet selv hæfter sig ved.

Familien kan først afprøve motivet som et mindre billede uden for barnets direkte udsyn fra hovedpuden. Hvis barnet gentagne gange omtaler figuren som skræmmende eller ønsker den væk, bør billedet flyttes eller udskiftes. En stor vægudsmykning er mindre oplagt, før familien ved, om barnet også synes om motivet ved sengetid.

Det tænkte hjem med en otteårig, der interesserer sig for drager

I den anden hypotetiske familie tegner en otteårig drager og spørger til deres forskellige former. Barnet ønsker ikke blot et magisk dyr, men et motiv med detaljer, der kan undersøges. Familien vælger en drageillustration ved tegnebordet, mens området omkring sengen får et mere afdæmpet udtryk.

Interessen giver plads til at skelne mellem fortælletraditioner og stille spørgsmål om andre mytologiske væsner: hvad betyder en fantast? Drager optræder forskelligt i blandt andet europæiske og kinesiske traditioner, og udseende og betydning varierer også inden for dem. Et billede med vinger og ild passer derfor til nogle fortællinger, men bør ikke præsenteres som den eneste rigtige måde at fremstille drager på.

Familiens vigtigste valg bliver, om billedet skal vise en bestemt fortælling eller give plads til barnets egne historier. En navngiven figur kan passe præcist til en aktuel interesse. En mere åben illustration kan lettere indgå i nye tegninger og lege. En ramme med udskifteligt motiv gør det muligt at følge interessen uden at ændre hele værelset.

Det tænkte deleværelse med søskende på seks og elleve år

I den tredje hypotetiske familie deler to søskende værelse. Den seksårige ønsker en farverig pegasus, mens den elleveårige foretrækker et mere nøgternt billede af et væsen fra nordisk mytologi. Her er begrænsningen den fælles vægplads. Ét stort tema vil gøre den enes interesse til ramme om begges hverdag.

Familien vælger derfor hver sit mindre billedfelt ved børnenes egne pladser og lader den fælles væg være neutral. Rammer med samme farve kan skabe sammenhæng, selv om motiverne er forskellige. En pegasus er en bevinget hest fra græsk mytologi; den behøver ikke indgå i samme fortælleverden som det andet barns motiv.

Inden billederne placeres, undersøger familien udsynet fra begge senge. Et væsen, som den ældste synes er spændende, kan være ubehageligt for den yngste at se på under indsovningen. Hvis det sker, kan motivet hænge ved den ældstes skriveplads, hvor det stadig er synligt i hverdagen uden at dominere søskendens soveområde.

Sammenligning af ro, fordybelse og plads til to

De tre situationer fører til forskellige valg, fordi billederne skal løse forskellige opgaver. Hos den fireårige begrænser hensynet til sengetid både motivets udtryk og placering. Hos den otteårige er detaljerne en del af glæden. På deleværelset handler valget også om, hvor meget den ene må præge den andens omgivelser.

Et enkelt, roligt motiv er derfor ikke automatisk det bedste valg til alle børn. Det kan give den første familie mindre uro, men give drageinteresserede børn mindre at opdage. Omvendt kan en dramatisk scene støtte fortælleleg ved et tegnebord og samtidig være et dårligt valg over for en seng.

Også størrelsen rummer et kompromis. Ét stort billede giver motivet en tydelig plads i rummet, men gør en ændret interesse mere synlig. Flere små billeder kan skiftes enkeltvis og fordeles mellem søskende. Til gengæld kan mange forskellige farver og scener få en lille væg til at virke tæt pakket. Se også helsekrogen.dk.

Fælles læring og spørgsmål til familiens valg

De tre tænkte familier behøver ikke blive enige om ét ideelt motiv. Deres valg skal passe til forskellige børn og forskellige måder at bruge værelset på. En fælles fremgangsmåde er at skelne mellem det, udsmykningen skal opfylde, og det, familien blot foretrækker. Følgende spørgsmål kan hjælpe med at træffe det endelige valg mellem flere egnede billeder.

• Hvilket hensyn skal afgøre valget, hvis alle ønsker ikke kan opfyldes? Familien kan først fravælge billeder, der bryder med et nødvendigt hensyn, og derefter lade barnet vælge mellem de resterende.
• Hvor meget vægplads optager motivet i den ønskede størrelse? Et stykke papir med billedets mål kan holdes op på væggen. Hvis det dækker plads, der bruges til barnets tegninger eller andre fælles formål, må familien vælge et mindre format eller en anden placering.
• Skal væsnet forestille en bestemt figur fra en fortælling? Familien kan sammenligne illustrationen med den bog eller film, barnet henviser til. Mangler de kendetegn, barnet forbinder med figuren, er et billede af samme slags væsen ikke nødvendigvis et passende alternativ.